✓ Fugleliv i Tipperne
✓ Oplev slusen
✓ Hvor havet møder fjorden

Forside
 / Sommerhuse 
/ Henne Strand 
/ Oplevelser

Sommerhus i Hvide Sande, en anerkendt fiskerby ved slusen

Hvide Sande er en ung by, grundlagt og udviklet med fiskeriet som mål og middel. Den er grundlagt i 1931 omkring det store sluseanlæg der forbinder Nordsøen og Ringkøbing Fjord. Fiskeri i det små blev til fiskeri i et omfang, der gør, at Hvide Sande - midt på Holmslands Klit - den dag i dag kan leve op til betegnelsen driftig og anerkendt fiskeriby.

Helligåndskirken er én af Hvide Sandes centrale bygninger. Den rummer sin helt egen historie om menneskeskæbner, der lever på og af naturens betingelser. Sluseanlægget er et andet bygningsværk, der kalder på opmærksomhed. Det består af to sluser: Afvandingsslusen og kammerslusen. Afvandingsslusen kontrollerer vandstand og saltholdighed i fjorden. Kammerslusen sikrer, at omkring 2.500 skibsfartøjer hvert år kan passere fra hav til fjord.

En spadsertur på Fiskerihavnen er - uanset vejret - altid en oplevelse. 215 både er hjemmehørende i Hvide Sande, og de fisker både til konsum og til industri. Kan man komme op til det, er en fiskeriauktion af "de rigtige" en uforglemmelig oplevelse. Den begynder klokken 07.00 fra mandag til fredag. I sommerperioden er der også særlige turistauktioner, hvor man kan byde på friske fisk til eget middagsbord. Strækningen fra Nymindegab i syd og til Søndervig i nord kaldes Holmsland Klit.

På en tur mod nord fra Henne Strand ligger ægte dansk natur og kultur som perler på en snor: Tipperne, Nymindegab, Holmslands Klit, Hvide Sande - og inde i landet Tarm, Skjern og Ringkøbing med kirker, museer, hyggelige handelsstrøg og smuk, smuk natur.

Se mere på Visit Hvide Sande

Den perfekte base for feriens udflugter
Indlæser...
Der er ingen ledige huse, der matcher dine søgekriterier.

Tipperne

Tipperne er et stykke helt enestående dansk natur - en halvø i bunden af Ringkøbing Fjord. Et statsejet fuglereservat, hvor tusinder af gæs, vadefugle og mange andre fjerede flyvere lever eller gør holdt for at raste under deres færd fra syd mod nord - og retur.

I juli-august er vadefugletrækket på sit højeste, og man se spover, ryler, snepper og hjejler. Forår og efterår er det gæs, ænder og vadefugle, der dækker arealerne for at proviantere, før de flyver videre. Om vinteren nyder Danmarks nationalfugl, svanen, stilheden og den høje luft i området.

Fra juli til august kan Tipperne opleves hver søndag mellem klokken 05.00 og 10.00, mens der fra september til marts er åbent hver søndag mellem klokken 10.00 og 12.00. For ikke at genere fuglelivet skal trafikanter køre ad vejen helt frem til Tipperhuset uden at gøre stop undervejs. Det er ikke tilladt at gå på engene langs vejen, men fra fugletårnet kan man spadsere en tur på et par kilometer, og bag laboratoriet og det store fugletårn er der en udstilling om Tippernes landskab, planter og fugle.

Mellem fjord og hav

Holmslands Klit er det stykke af Danmark, hvor man har vand til både højre og venstre. På vej mod nord er man på Holmslands Klit lige efter Nymindegab. Med klitter og Vesterhav mod vest og Ringkøbing Fjord mod øst og et vidt, åbent himmelrum så langt øjet og sindet rækker.

Den sydlige del af Holmslands Klit kan opleves bag rattet, - men også på cykel eller til fods. På naturstien, der bugter sig mellem klitter og feriehusområder, kan cykles eller vandres lige til spidsen af den sydlige del af tangen, hvor fiskerbyen Hvide Sande tager imod - og videre herfra mod nord gennem de fredede arealer ved Nr. Lyngvig Fyr og til Søndervig.

Skjern og jernbanen

Vestjylland var for blot 150 år siden en tyndt befolket egn med lyngklædte arealer som basis for den fattige befolknings eksistens. Ved hårdt slid og nøjsomhed blev store dele af heden opdyrket, og de mange smukke kirker på egnen vidner om en stærk kristen tro. Da anlæg af jernbaner i slutningen af sidste århundrede lagde sit helt eget mønster hen over landet, kom stationsbyen Skjern på landkortet. Omkring stationen og det nu fredede DSB-vandtårn udviklede sig et livligt handelscenter, og området er i stadig udvikling.

 

Dejbjerg Jernalder

En halv snes kilometer nordvest for Skjern kan forhistoriens vestjyske livsbetingelser opleves. Her - i Dejbjerg - er de berømte Dejbjergvogne fra Jernalderen fundet. De kan nu ses på Nationalmuseet, og de vidner om, at det var betydningsfulde mennesker, der boede i området for et par tusinde år siden.

Besøgende kan i dag i Dejbjerg Jernalder prøve lidt af fortidens erhverv: Bueskydning, fiskeri o.s.v. Og skulle en familie have mod og engagement til det, så er det muligt for en hel uge i sommermånederne juni, juli eller august på egen krop at opleve, hvordan en jernalderfamilie levede. Hvordan der blev lavet mad, passet dyr, ordnet brænde, udført forskelligt håndværk o.s.v.

Bundsbæk Mølle og Møllegård

Omkring Bundsbæk Mølle og Bundsbæk Møllegård har Skjern-Egvad Museum opbygget et helt enestående levende museum. Bundsbæk Mølle er Vestjyllands eneste fungerende vandmølle med en historie, der daterer sig helt tilbage til i hvert fald 1638.

Bundsbæk Mølle hørte indtil begyndelsen af 1800-tallet til herregården Dejbjerglund, og rakkere og fattigfolk modtog i årene efter den danske statsbankerot i 1813 mel fra møllen.

I dag er Bundsbæk Mølle genopbygget i en stil, der fører den tilbage til omkring århundredskiftet. Gæster kan besøge de smukke kaffestuer, hvor der blandt andet serveres brød, som er bagt i den gamle stenovn i møllens bageri.
Bageriet, mølleriet og den gamle smedie er åbent for publikum på visse dage sæsonen igennem.

 

Økomuseum langs Drivvejen

Vestjyllands Økomuseum gør dig på en cykeltur langs Drivvejen til jernalderbonde, fjordfisker, fattiglem og møllersvend. Eller helt enkelt til en turist, der via pedaltramp og ledsaget af fuglefløjt kan nyde naturen i alle dens facetter.

Hvis du starter fra nord, er udgangspunktet Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder, hvor der om sommeren er mulighed for levende fortid. Længere mod nordvest - en afstikker fra Drivvejen - ligger Lem med den arbejdende smedje og værksteder i Smedenes Hus.

Ud mod vest er der mulighed for at se veteranflyvning. I luften over Stauning kan de flyvedygtige veteranfly sommeren igennem ses; blandt andet et eksemplar af samtlige 11 KZ fly, der er bygget af Skandinavisk Aero Industri i perioden 1937- 1958.

Bousøgaard - en stråtækt, firlænget gammel gård i Stauning - er den del af økomuseet, der rummer et pottemagerværksted. Her fremstilles brugsting i ler efter gamle traditioner. Nabo til værkstedet er et museum for dansk dekoreret lertøj, og i den gamle lade er indrettet et stort kunstgalleri.

I Skjern er Bymuseet med skomagerværksted, frisørsalon og en gammel købmandshandel - samt Skjern Vindmølle absolut er et stop værd.
Fahl Kro - på grænsen til Værnengene og Tipperne - er et museum med udstillinger om livsformer og om historie og natur ved Ringkøbing Fjord. Her kan du forsøge dig som rebslager. Du kan snitte et skib og sejle med det i et opstillet bassin. Og du kan prøve kunsten at flette ruser, tjære net, runge sennep og meget andet.

I Fahl Kros gamle skænkestuer er indrettet hyggelige kaffestuer, og i juli og august er der tirsdag og torsdag aften vaskeægte kroaftener med bakskuld og æggekage på menukortet.

Sydligste stop på Drivvejen er Bork Havn, hvorfra du kan sejle ud til økomuseets fiskepladser i museets fiskejolle "Laurids Fahl". Og der er mulighed for at få fisk af egen fangst med hjem til aftensmaden!

Vil du vide mere om området, har vi samlet et udvalg her: