Forside
 / Sommerhuse 
/ Henne Strand 
/ Info

Købmand Hansens RUM

Købmand Hansen har gennem tiden haft afgørende betydning for udviklingen af Henne Strand, og han nærer en stor kærlighed til stedet. Købmand Hansens RUM er en gave fra Købmand Hansen til borgere og gæster i Henne Strand.

Det har været et ønske at højne den bymæssige oplevelse ved Henne Strand og skabe et sted med indbygget ophold og leg til glæde for både børn og voksne - et sted der tiltrækker mennesker, og hvor mennesker kan mødes, men også et sted hvor man bare kan sidde og nyde solen og børnenes leg. Det har været et ønske at skabe et RUM, hvor sanserne stimuleres – et rum der beriger!

Tanken har været at skabe et rum, der fremstår kunstnerisk og smukt hele året både med og uden mennesker og i samspil med byens rum og den byfornyelse, som er skabt omkring stranden af Varde Kommune.

Inspirationen til Købmand Hansens RUM er hentet i naturen omkring Henne Strand og er en tolkning deraf.

For at skabe RUM er der opført en mur til at afskærme mod parkeringspladsen, så der skabes et RUM mellem bygningen og parkeringspladsen. Med dette greb skabes der visuel ro og sammenhæng med bygningen. Muren er opført i mursten, der matcher bygningens mursten.

Gulvet i rummet er lagt i nuancer af sandfarvet tegl. Inspirationen til mønstret er hentet i sandrevler på havets bund. Tanken har været at give gulvet liv og gøre det til en oplevelse i sig selv.

I gulvet er der nedlagt dyser som et foranderligt og levende springvand, der varierer i styrke og animerer til leg samtidig med, at lyden også er foranderlig i takt med ændring af strålernes højde. Inspirationen er havets bølger og bevægelse. Tanken med springvandet er også at skabe et element med indbygget leg.

Den store siddetrappe er som en ”klit”, man kan sidde på, kravle på og hoppe ned fra, og hvor man kan ligge i de indbyggede fiskenet – et møbel til ophold, afslapning og leg. Et møbel hvorfra man kan nyde solen og springvandet med eller uden børnenes leg.

På gulvet ”sejler” cirkler med planter som øer i forskellig størrelse og med beplantning, der er tolket ud af naturen omkring. Der er indbyggede siddepladser på nogle af øerne.

Købmand Hansen håber, du vil nyde oplevelsen af RUMMET, og at Købmand Hansens RUM giver dig en særlig oplevelse ved dit besøg i Henne Strand!

Vil du vide mere om os og området? Så har vi samlet et udvalg her: