Vejle Kunstmuseum

Se en Rembrandt

I 1899 skænkede etatsråd Christian Eckardt (1823-1899) knap 2000 tegninger og grafiske værker til Vejle By under forudsætning af, at byen ville bygge et museum til samlingen – dette blev en realitet i 1923 med bygningen Vejle Museum, Flegborg 18. Denne bygning er i dag en del af Vejle Kunstmuseums museumskompleks, og Eckardts Samling anses også i dag for kunstmuseets kernesamling.

Samlingen indeholder værker fra 1400- til 1800-taltet. Hovedvægten er på de 500 grafiske blade fra hollandsk 1600-tal, hvor 50 er udført af den største mester af dem alle Rembrandt van Rijn.

Desuden rummes en fin samling af tyske tryk fra omkring 1500, med smukke blade af bl.a. Albrecht Dürer.
Andrea Mantegnas "Havgudernes Kamp" fra 1400-tallet stammer fra en mindre samling af værker fra den italienske renæssance, og det er et meget sjældent blad.

Samlingen indeholder også en samling af tegninger og grafiske blade fra 1800-tallet, heriblandt fine værker af nogle af vore kendteste guldaldermalere Christen Købke og J.Th. Lundbye.

Vejle Kunstmuseum
Flegborg 16-18
7100 Vejle
Tel.: +45 75 72 31 99
Mere information: www.vejlemuseerne.dk/museum/kunstmuseet