Randers Regnskov - For hele familien

En udflugt til Randers Regnskov er en oplevelse for hele familien. Uanset alder vil det fascinere, at kunne gå blandt levende slanger. Børnene kan få lov til at prøve at fodre nogle af dyrene, hvis de henvender sig til dyrepasseren. Randers Regnskov er opbygget af forskellige kupler, der hver repræsenterer en del af verden eller et dyrerige.

Den asiatiske kuppel

Den asiatiske kuppel har et areal på 700 kvadratmeter og er 14 meter høj. Som i de andre regnskovskupler er der året rundt en temperatur på 22-27 grader og en fugtighed tæt på 100%. I kuplen er der et akvarieafsnit med en lang række asiatiske fisk og skildpadder. Af andre seværdigheder kan nævnes et stort anlæg, hvor asiatiske dværgoddere og hættet gibbon lever sammen. Fritflyvende i kuplen er der et stort antal fugle samt over 30 flyvende hunde. De flyvende hunde, som er en slags flagermus, har et vingefang på over 70 cm.

Den afrikanske kuppel 

Den afrikanske kuppel er på 500 kvadratmeter og er 12 meter høj. Som i de andre regnskovskupler er der året rundt en temperatur på 22-27 grader og en fugtighed tæt på 100%. I kuplen er der et spændende stiforløb, hvor du skal krydse et vandløb ved at hoppe fra trædesten til trædesten. Denne del af stiforløbet er selvfølgelig ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede. Det er dog muligt at se hele kuplen fra det øvrige stiforløb, der er let tilgængeligt for alle. I kuplen lever en lang række forskellige afrikanske dyr, blandt andet colobusabe og lemur, samt mange fritflyvende fugle.

Afrikagrotten er en del af Afrikakuplen. Den blev, sammen med akvariet, indviet af H.K.H. prinsesse Alexandra den 28. februar 2005. Afrikagrotten er kun oplyst af flagermuslamper. Meget passende bebos grotten derfor af en flok store flagermus. De hænger i loftet eller i drypstenshulen eller flakser behændigt omkring dig, når du går gennem grotten. I grotten kan du også opleve den ejendommelige aardvark, også kaldet jordsvin, som ligner en blanding mellem en kænguru, en kanin og en gris!

Den sydamerikanske kuppel

Den sydamerikanske kuppel har et areal på 2000 kvadratmeter og den er 25 meter høj, og er dermed den største af de tre regnskovskupler. Den blev indviet i 2003, men er allerede groet så godt til, at du får oplevelsen af at gå i en tæt regnskov. Som i de andre regnskovskupler er der året rundt en temperatur på 22-27 grader og en fugtighed tæt på 100%. I kuplen lever en lang række forskellige sydamerikanske dyr, såsom den særprægede søko og halsbåndnavlesvinet. Du kan også opleve flere fritflyvende arapapegøjer.

Randers Regnskov har også et slangetempel, hvor fritlevende pythoner og snoge slanger sig i et imponerende anlæg opført som fragmenter af tempelruinerne i Angkor, Cambodia.

Akvariet

Akvariet er på 200 kvadratmeter, og findes ved indgangen til Sydamerikakuplen. Det blev indviet af H.H. prinsesse Alexandra den 28. februar 2005. Akvariet er udformet som en dansk fregat, der forliste ved de Dansk Vestindiske Øer i 1700-tallet. De danske fregatter sejlede på dette tidspunkt mellem Danmark, Guldkysten i Afrika og De dansk Vestindiske øer i Caribien. I det 200 kvadratmeter store akvarium kan du i næsten 100 kubikmeter saltvand opleve små sorttippede hajer, levende koraller og farverige fisk fra Caribien.

Udendørs legeplads

Ved Regnskovens udendørs legeplads er der indrettet en børnezoo med gamle danske landkaniner og afrikanske dværggeder. Børn og barnlige sjæle har her mulighed for at komme i nærkontakt med de fredelige dyr. Skulle dyrene blive trætte af at blive klappet og nusset har vi indrettet små helleområder, hvor dyrene kan tage sig en lur.

Yderligere informationer, kørselsanvisning mm. findes i Randers Regnskovs brochure, som kan afhentes her på kontoret - eller besøg Randers Regnskov på deres egen hjemmeside www.regnskoven.dk.