Indretning og inventar

Hvordan bør et sommerhus indrettes?

Charmen ved et dansk feriehus er at indretning varierer efter ejerens smag og behov, men lejerne forventer at et dansk feriehus er up to date, det er lyst, venligt og tidssvarende. Det allervigtigste er, at huset rummer begrebet ”dansk hygge”.

Huset skal være udstyret med opvaskemaskine, brændeovn, internet og gerne varmepumpe. Møblerne bør være komfortable og praktiske og danne rammen for afslapning. Desuden er en god belysning vigtig, da mange lejere læser, strikker eller lign. under ferien.

Køkken

Til et velfungerende køkken hører opvaskemaskine, mikroovn, kaffemaskine – og gerne en fornuftig fryser.

Det er af stor betydning, at der er store gryder, rigeligt med bradepander, fade og skåle, da de fleste gæster selv laver mad under deres ophold.
Køkkenbeholdningen skal jævnligt gennemgås og suppleres op.

Soveværelser

Alt efter plads og antal sove­værelser er dobbeltsenge og enkeltsenge klart at foretrække. Sengefordelingen er noget, lejerne lægger vægt på, når feriehuset udvælges. Sengene skal altid være udstyret med gode madrasser. En søvnløs nat på en dårlig madras er med til at give kunden en dårlig oplevelse af ferieopholdet. HUSK læselampe ved sengen – denne er uundværlig, når ”godnatkapitlet” skal læses.

Badeværelse

Badeværelset skal fungere på lige fod med det, man har derhjemme. Dvs. der skal være knager til håndklæder, skabsplads, krus til tandbørster, stik til barbermaskine/føntørrer og god belysning.

Børnepakke

Da en stor del af lejerne jo er børnefamilier, kunne man med fordel vælge at gøre sit feriehus særligt attraktivt for disse familier.
I dag lejer mange lejere barneseng, højstol og trækvogn gennem os. Hvis disse ting var standard i dit feriehus, måske endda suppleret med en gynge og sandkasse, ville huset uden tvivl virke mere attraktivt.

Aktivitetshus

En stor del af kunderne er familier med børn, som lægger vægt på aktiviteter – derfor kan man med fordel opsætte en spillekonsol, eller hvis pladsen tillader det er et fodboldbord, billard eller bordtennis populært.

Varmepumpe - godt for el regningen

El varme er en dyr opvarmning, som både ejer og lejer mærker. Det kan derfor betale sig at investere i en varmepumpe, som kan være med til at holde elforbruget nede. Desuden er en varmepumpe miljøvenlig og giver et godt indeklima.


Hvad bør være i sommerhuset?

Se vores inventarliste