Museer i Blåvand

Tirpitz-Stillingen

Bunkeren, der aldrig blev færdigbygget, påbegyndtes af den tyske besættelsesmagt 1944 som en del af Atlantvolden.
I en årrække var komplekset afspærret og bl.a. anvendt af Forsvaret til forsøgssprængninger Den sydlige bunker i Tirpitz-stillingen åbnet for publikum i 1991.
Bunkeren er sammen med Hansted-batteriet (Hanstholm), det største kystbatteri i Danmark. Anlægget fremstår i dag delvis som ruin.

Blåvandshuk fyr

På Danmarks vestligste punkt står Blåvandshuk Fyr, som et vartegn for hele området. Det hvide fyrtårn er 39 meter højt og har en lampehøjde (over havet) på 55 meter. Lyset fra fyrtårnet kan ses 23 sømil (42 km.)væk.

Fyret blev bygget i 1900, som afløser for et mindre fyrtårn fra 1888. Blåvandshuk Fyr skulle advare skibene mod Horns Rev, som strækker sig 40 km. ud i havet vest for Blåvandshuk. Horns Rev blev tidligere kaldt ”Djævlens horn”, fordi dette rev havde taget mange sømænd i hårdt vejr og blev betragtet som et af verdens farligste rev.

Fyret er stadig i funktion og er i dag fuldautomatisk. Tidligere virkede fyret ved hjælp af et urværk, som endnu kan ses i bunden af tårnet. Den 4 tons tunge linse glider i et leje af kviksølv og lampen lyser med 1000 watt. Når lyset går gennem linsen svarer det til lysstyrken fra 180.000 små stearinlys. Fyrkarakteren for Blåvandshuk Fyr er 3 blink hvert 20. sekund.

Fra fyrets fod til toppen er der 170 trappetrin. Fra toppen venter en formidabel udsigt over Horns Rev, Kallesmærsk Hede og stranden ved Blåvand.

Den tidligere Fyrmesterbolig bliver i dag benyttet som turistinformation. Her findes en udstilling om Havmølleparken på Horns Rev, som er verdens største. Læs mere om havmølleparken på udstillingen eller klik her.

Horns rev Havmøllepark

Verdens største havmøllepark er placeret – 14- 20 km. ud for den jyske vestkyst. De i alt 80 stk., 110 meter høje vindmøller med en effekt på 160 MW, hvilket svarer til 150.000 husstandes årlige elforbrug, er nu etableret i Nordsøen. Det betyder faktisk at hele 2% af Danmarks samlede energiforbrug nu kommer fra Horns Rev.

Revet er særdeles velegnet som fundament for en sådan møllepark fordi vandet er så lavt, at skibstrafikken i forvejen ledes udenom og dermed er der ingen risiko for kollision med skibene netop her.