Godt drikkevand i Henne Strand

Godt Drikkevand

Vandet smager rigtig godt i Henne Strand og omegn

Vandt 7. plads ved Dansk Vand Grandprix
Ikke kun det man køber på flaske, men det vand der kommer ud af hanerne. Ved Dansk Vand Grandprix i Operahuset i København i 2011 blev Klinting Vandværk placeret på en delt 7. plads ud af de 12 finalister.

"Vi vil nu informere om at vi har fået så flot en placering i konkurrencen om Danmarks mest velsmagende drikkevand. Det er da vores håb, at turisterne finder ud af, at de kan spare pengene til flaskevand i supermarkederne", siger Kristian Nielsen.

Vandgrandprix'et er arrangeret i samarbejde mellem Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva) og Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) for at rette søgelyset mod det gode danske drikkevand.

Arrangørerne havde indkaldt et panel på fem smagsdommere - fire vinanmeldere og en restauratør - som fik smagsprøver fra 12 anonyme vandflasker. Konkurrencen ved Dansk Vand Granprix om danmarks bedste drikkevand blev vundet af Farum.