Rengøringskoordinator med sans for struktur og planlægning søges!

Er du en ørn til at planlægge og koordinere, og trives du bedst med struktur og styr på tingene? Så mangler vi lige nu en dygtig og serviceminded rengøringskoordinator hos Købmand Hansens Feriehusudlejning.

Som vores nye kollega vil du komme til at indgå i den daglige drift og kundeservice på kontoret sammen med et stærkt team af herlige og erfarne kolleger, der er parate til at hjælpe dig, så du kommer godt fra start hos os. Da størstedelen af vores kunder er tyskere, er det en fordel, hvis du kan begå dig på tysk.

Derudover vil du i et tæt makkerskab med vores nuværende rengøringskoordinatorer få ansvaret for planlægningen og afviklingen af de mange ugentlige kontroller og rengøringer i vores mere end 850 sommerhuse i Henne Strand, Houstrup, Jegum og Nymindegab. Sammen med masser af dygtige kontrol- og rengøringspersonaler skal I sikre, at vores mange gæster kan starte deres ferie i et rent hus – hver gang!

Det er også rengøringskoordinatorerne, der ansætter kontrol- og rengøringspersonaler hos os og koordinerer alm. rengøringer og

hovedrengøringer med vores husejere, så du vil få et udadvendt job med en bred kontaktflade.
Vi har fart på, så du skal kunne lide at have travlt og mange bolde i luften, men vi har det også sjovt – og så har vi et godt sammenhold og er stolte af at arbejde i de flotteste, nyrenoverede lokaler i hjertet af Henne Strand.

Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen, hvor der også arbejdes i weekender og på helligdage efter vagtplan.

Lyder jobbet som lige noget for dig, så send din ansøgning og CV hurtigt muligt til: [email protected] Vi behandler ansøgninger og afholder samtaler løbende.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Birte Pross eller Torben Christiansen på telefon 7652 4311.